Miljøvurderingen omfatter bortskaffelse ved forbrænding med energi-genindvinding som i det eksisterende danske affaldsbehandlingssystem sammenlignet med bortskaffelse ved kompostering. Projektets væsentligste konklusion er, at forbrænding som regel vil være at foretrække, fordi materialernes energiindhold da bedre kan udnyttes.
Rapporten afgrænser vurderingen til bortskaffelse af emballage og sammenligner kompostering med forbrænding med energiudnyttelse i det daværende danske affaldssystem. Produktions- og brugsfaserne samt investeringer i ændrede indsamlingssystemer indgår ikke. Den funktionelle enhed er ét kilogram emballagemateriale. Beregningerne omfatter polyvinylalkohol, polyethylen og polypropylen, polymælkesyre (PLA) samt cellulose som repræsentanter for forskellige bionedbrydelige emballagematerialer.
Vurderingen følger UMIP-metoden og medtager de emissioner og miljøeffektkategorier, hvor datagrundlaget blev vurderet tilstrækkeligt: drivhuseffekt, fotokemisk ozondannelse, forsuring, næringssaltbelastning og toksicitet fra dioxin. Ved forbrænding regnes den producerede varme for at erstatte varme fra et gennemsnitligt dansk husholdningsfyr, mens elektriciteten erstatter naturgasbaseret produktion. Disse undgåede emissioner trækkes fra forbrændingssystemets samlede bidrag.
For alle de undersøgte materialer viste beregningerne et større bidrag til drivhuseffekt og forsuring ved kompostering end ved forbrænding. Kompostering gav til gengæld mindre fotokemisk ozondannelse og dioxinemission. Rapporten understreger, at konklusionen især afhænger af, om varmen fra affaldsforbrændingen faktisk udnyttes: hvis varme og elektricitet ikke fortrænger anden energiproduktion, forsvinder forbrændingens tydelige fordel. Vurderingen antager desuden fuldstændig aerob kompostering uden metanudledning, hvilket er en gunstig forudsætning for komposteringssystemet.
Resultatet gælder derfor den afgrænsede bortskaffelsessammenligning og de daværende energiforudsætninger, ikke emballagernes samlede livscyklus. Rapporten bemærker også, at bionedbrydelighed under kompostering ikke i sig selv dokumenterer nedbrydning i et biogasanlæg; anaerobe tests skal være udført, hvis materialets energi skal udnyttes dér. Rapporten vurderer dog datagrundlaget for forbrænding som for svagt til vidtgående konklusioner om fotokemisk ozondannelse; forskellen kan også pege på et behov for bedre forbrændingsteknologi.
